HCC BÅDEVÆRFT KS har i mere end 40 år været beskæftiget med nybygninger samt restaurering af træskibe og joller.

Vores kompetente medarbejdere, der alle har en baggrund som bådebyggere, har i årernes løb bygget mange forskellige bådtyper som smakkejoller, klassiske lystfartøjer og veteranskibstyper etc. Alle nybygninger er bygget efter historiske traditioner. Sideløbende med nybygningsarbejderne er der udført omfangsrige reparationsopgaver som bl.a. omfatter skrog, dæk, aptering, mast, rig og vedligehold af alle bådtyper.

Fremstilling af master og rigninger til traditionelt bygget fartøjer, har været en del af bådebyggeriets arbejde, ikke kun til egne nybygninger, men til adskillige andre fartøjer, hvor vi har bidraget med vor ekspertise i forbindelse med oprigning eller ændringer af en eksisterende rig.

Talrige reparationer og ombygningsopgaver er udført med stor erfaring, som bl.a. er opnået gennem et omfangsrigt nybygningsprogram. Udskiftning af køl og stævne i klassisk byggede fartøjer, er blandt de større reparationer.
At udskifte klædning og dæksplanker er rutine for vore dygtige bådebyggere. Omfugning af teakdæk samt kalfatre-arbejde er vigtige vedligeholdelsesarbejder som kun kan udføres af fagfolk.

På bådeværftet, som omfatter de tidligere værftsbygninger (lukkede haller som kom til i år 2000) ved Marstals Havns indsejling, kan fartøjer på 20 meters længde og max. 32 tons deplacement løftes direkte ind i bådhallerne for reparation eller bådoplægning.
Om vinteren bliver hallerne hovedsagligt brugt til bl.a. opbevaring af diverse bådtyper samt til restaurering, vedligeholdelse og klargøring af både til den kommende sæson.

Der er 2500 m2 under tag direkte ud til vandet og dertil 7000 m2 friareal med havnebassin og flere bådpladser.

Velkommen til en dejlig plet i den gamle skipperby Marstal.